fbpx

Mad med omtanke

Der er meget få sociale tilbud i København, der er gratis. De fleste tager et symbolsk beløb for et måltid, men grundet vores målgruppe af særligt udsatte hjemløse, er det vigtigt at tilbuddet er og forbliver gratis. Dagligt serveres ca. 50 portioner og årligt bliver det til omkring 15.000 måltider.

Mange af brugerne i Hugs & Food får ofte kun dét ene måltid om dagen, som vi tilbyder. Det er derfor vigtigt at måltiderne er sammensat på en måde, så de imødekommer de særlige ernæringsmæssige behov, som hjemløse typisk har.

Behovet for en særlig kost hos de hjemløse kan opstå ved for lidt indtag af mad, nedsat og/eller dårlig optagelse af madens mikro- og makronæringsstoffer (protein, fedt, kulhydrater, vitaminer og mineraler), samt et eventuelt misbrug af rusmidler. Måltiderne er derfor sammensat så de har et særligt højt indhold af energi, protein og vitaminerne D, A og B1, da forskningsresultater viser, at målgruppen er i særlig risiko for at mangle netop disse næringsstoffer.

Udfordringer som dårlig tandstatus, mavesmerter, nedsat appetit og forstoppelsesproblemer har desuden indflydelse på menuplanlægningen. Det er eksempelvis et krav at retterne skal kunne tygges, selvom man kun har få tænder. Maden skal desuden ikke være for stærkt krydret, så dem med mavesmerter ikke får det dårligere af at spise maden. Derudover skal retterne være energitætte, så selv de brugere der kun formår at spise en lille portion, stadig får energi til dagen.

Vores kok gør sig desuden mange overvejelser om måltidets sensoriske kvalitet og elsker at udfordre sig selv med nye retter. Det hjemmelavede måltid er altid præsenteret flot, dufter dejligt og er af høj kvalitet -alle faktorer, der kan være med til at øge brugernes lyst til at spise måltidet