fbpx

TrygFonden støtter hjemløse med 1 million kroner

Tirsdag den 30. maj 2017 overrakte Knud Foldschack en donation fra TrygFonden på 1 million kroner til hjemløse i København

”Hjemløse er vel nok den befolkningsgruppe i vores samfund, som har det sværest,” sagde Knud Foldschack, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, da han tirsdag den 30. maj kl. 15.00 overrakte en donation fra TrygFonden på 1. mio. kr. til hjemløse i København.

Donationen går til projekt Locker Room, der er drevet af organisationen projekt UDENFOR, samt spise- og værestedet for hjemløse, Hugs & Food, der hører under Københavns Domkirke, og som er en del af kirkens diakonale indsats.

Overrækkelsen fandt sted i Hugs & Food’s lokaler i Nansensgade i det indre København, hvor
man har Projekt Locker Room til nabo. Her var man rigtig glad og taknemmelig for TrygFondens donation.

”Projekt Locker Room og Hugs & Food når en målgruppe, som ikke ret mange i det danske samfund kerer sig om, nemlig nogle af de allermest udsatte hjemløse,” sagde Ninna Hoegh, der er direktør i organisationen projekt UDENFOR.

Hun fik opbakning af domprovst Anders Gadegaard, der er tidligere formand for udvalget i Hugs & Food:

”Projekt Locker Room og Hugs & Food’s arbejde med at hjælpe de hjemløse til at føle sig accepteret og velkommen i samfundet er et unikt og uundværligt arbejde,” sagde han.

TrygFondens donation kommer til at gå til en koordineret indsats for hjemløse gennem sund kost, opbevaring af personlige ejendele samt generel omsorg.

”Som hjemløs er det et generelt problem, at man ikke har noget sted, hvor man kan opbevare sine ejendele, og det er sårbart altid at skulle have alle sine ting med sig,” siger Anne-Sofie W. Thorsen, der er gadeplansmedarbejder i projekt Locker Room.

Projektet er en del af projekt UDENFOR’s arbejde med at støtte mennesker, der, udover at være ramt af hjemløshed, lever med sociale problemer, misbrug og/eller psykiske lidelser.

Med projekt Locker Room stiller projekt UDENFOR aflåste skabsrum til rådighed for hjemløse i København – et projekt der har haft stor succes, fordi det kombinerer simpel men central opbevaring af ejendele med opsøgende gadeplansarbejde og forskellige socialfaglige indsatser, forklarer Anne-Sofie W. Thorsen.

Også i Hugs & Food glæder man sig over TrygFondens donation, der er med til at fremtidssikre driften af det velbesøgte spise- og værested for hjemløse.

”Der er et stort behov for at udvide indsatsen, da de dårligste blandt de hjemløse har akut brug for en stabilisering,” siger Justine Mitchell, der er daglig leder af Hugs & Food.

På alle hverdage mellem kl. 11 til 14 tager hun sammen med værestedets ansatte og frivillige imod nogle af de allermest udsatte hjemløse i Købehavn. Det er mennesker, som typisk er ramt af psykiske lidelser, misbrug, dårlig fysisk tilstand eller manglende netværk.

Det sociale tilbud i Hugs & Food består af professionel hjælp til diverse problemstillinger og et gratis måltid mad, der tilberedes af værestedet kok, Trine Jensen, der er uddannet PBES i Ernæring og Sundhed.

Den integrerede indsats er det afgørende nye bag TrygFondens donation, der, ved at støtte både projekt Locker Room og Hugs & Food, lægger op til et forøget samarbejde og en forbedring af indsatsen for hjemløse i København – herunder arbejdet med at forbedre de hjemløses fysiske sundhed, personlig pleje og omsorg, aktivt socialt samvær samt rådgivning om rettigheder og kontakt til offentlige instanser.